Dy Plambeck vinder Politikens Litteraturpris 2019

Gyldendalforfatteren vinder den store pris for sin roman TIL MIN SØSTER. Her kommer læserne med ind på en fødegang, som det sjældent er sket i dansk litteratur. 

Dy Plambeck har prøvet det før. At vinde priser. Hun fik Klaus Rifbjergs debutantpris for lyrik, Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium, Jytte Borberg-prisen og Jeanne og Henri Nathansens mindelegat. Og nu altså Politikens Litteraturpris, som hun får for TIL MIN SØSTER.

 

Hør vores vært Mikkel Fønsskov interviewe Dy Plambeck d. 26. marts 2020, som del af Gyldendals Forfattermorgen-arrangementer:


Det er en roman om søstrene Aya og Andrea. Aya føder en datter, Nola, efter at faren har forladt hende. Andrea forlader sin voldelige kæreste. I sit arbejde som historiker kommer Aya på sporet af J.P. Jacobsens ungdomskæreste Anna Michelsen. En stemme fra fortiden trænger sig på og griber ind i søstrenes liv.

Aya og Andrea var teenagere i Kalundborg i 90’erne mellem Arthurs autoværksted og Johns pushere. Der var druk og øretæver i luften på King’s Pub, ræs ud over stubmarkerne, sex på kvistværelser, et brutalt hjemmerøveri, men også lyse sommernætter, et stort bibliotek og morgener på jagtmarkerne.

De to søstre kører sammen til Sverige med Nola på bagsædet og et jagtgevær i bagagerummet. I den svenske skov genfinder de ungdommens fortrolighed. Mens Aya og Andrea går på provinsbar, påkører et rådyr, bader i skovsøer og fantaserer om at slå Andreas voldelige ekskæreste ihjel, nærmer de sig en skillevej, hvor et opgør med deres liv og historie er uundgåeligt.

Du kan købe romanen her i Gyldendals Bogklubber.

 

Derfor vinder Dy Plambeck prisen
Om romanen siger Jes Stein Pedersen, litteraturredaktør ved Politiken: 

”Med Plambecks vaginale realisme ved hånden er der ingen grund til at nøjes med at kigge gennem nøglehullet. Døren åbnes på vid gab til overrevne endetarmsåbninger, underlivsprolaps, navlestrenge med indtørrede sorte skorper og den kløe i skridtet, »der føles, som om man har fået puttet hybenpulver ind mellem skamlæberne«. De skamlæber, som andre gange er så tørre efter fødslen, at de føles som ru oksetunger.”

Herunder kan du læse avisernes udtalelser om TIL MIN SØSTER, da den udkom i 2019.

TIL MIN SØSTER er en ret så vred roman om vold og drifter og moderskab og galskab, men først og fremmest en enormt smuk skrevet bog om en kvinde, der prøver at forbinde sig til sin søster - eller nogen overhovedet 

En kraftfuld omgang knops på rosen til de mænd, der er så bange for kvinder, at den enten slår på tæven eller fordufter; nådesløst forbandes og bandlyses de med blæksort heksemagi 

Til min søster
Til min søsterDy Plambeck
Gudfar
GudfarDy Plambeck